HISTORIEN BAG AUTOGALLERIET AARHUS.
Mange har spurgt om hvordan ideen til AutoGalleriet Aarhus er opstået. Faktisk er det en lang historie, som jeg vil prøve at gøre meget kort. For faktisk begynder den jo med, at man bliver født og når bevidstheden vågner, opdager man som barn, hvad det er for en bil, ens forældre drøner rundt i. Sådan starter det for alle os bilinteresserede, og sådan startede det naturligvis også for undertegnede…
SportsCarClub.
Interessen blev skærpet hen over årene med ”Fart & Tempo” magasinet i 60'erne, engelske ”MotorSport” i 70'erne og en skønne dag var ens første klassiker i hus. I 2003 dannede designer Jørgen Jakobsen, Aarhus og jeg ”SportsCarClub” der havde til formål at være et uforpligtende samlingssted for sportsvogne, klassikere - og i øvrigt alt spændende på hjul.
Vi har siden da afholdt en lang række herlige arrangementer med masser af deltagere: Sommerture, ClassicCarEvent, mandagstræf først ved Atletion og nu ved AutoGalleriet med meget mere. SportsCarclub udgør således i dag et interessenetværk på 500-600 medlemmer.
Meilenwerk.
Det var under et af vores træf, at et medlem kom med den glimrende idé, at vi skulle tage til Meilenwerk i Düsseldorf med SportsCarClub. Kort sagt skulle vi ned og inspireres af dette Mekka for klassikere. Som sagt så gjort!
20 mand fra Aarhus tog af sted med VIP bus og blev særdeles begejstrede for det fantastiske Meilenwerk. Sådan noget skulle vi naturligvis have i Aarhus. Ideen blev stille og roligt plantet rundt omkring og mange placeringer var inde i billedet. Så en skønne dag ringede Niels Brøchner med rigtig gode nyheder.
Godsbanegården.
Han havde det helt ideelle sted til vores Meilenwerk: Den gamle Godsbanegård i Aarhus! Denne pragtfulde ejendom havde alt, hvad man kunne forlange: Atmosfære og et transporthistorisk uhyre spændende miljø. Her slog vi vores folder i 6-7 måneder og havde en pæn håndfuld klassikere udstillet. En entusiastisk flok af initiativrige folk bakkede projektet op, og disse skulle heldigvis vise sig, at have masser af energi til at bære ideen videre!
Sideløbende var det første ClassicRaceAarhus på vej og allerede her, var der masser af synergi mellem de to nye Aarhus aktiviteter.
AutoGallerietAarhus.
Efter mellemspillet på Godsbanegården – der skulle anvendes til kunstnere i kommunen – kom vi ind i et vakuum. Men igen var der skabt så stor interesse for sagen, at vi i efteråret 2010 kunne etablere en egentlig forening: Foreningen AutoGalleriet Aarhus med bestyrelse og en række hurtigt arbejdende udvalg. På ingen tid var vi oppe på omkring 100 medlemmer og på Grenåvej lykkedes det os, at få et attraktivt lejemål i Helle Autos gamle showroom, der jo er skabt til biler. I december 2011 flyttede vi lidt længere ind ad Grenåvej - til Ravnsøvej 58 - og her står vi i dag med et spændende og - for Aarhus – enestående koncept med udstillingsfaciliteter, værksted, netværk med meget mere!
Fremtiden.
De seneste måneder og år viser, at der er utrolig stor interesse for AutoGalleriet Aarhus og foreningen går nu ind i en fase, hvor der skal konsolideres. Såvel med medlemmer, sponsorer og udstillere. Alt kan gøres bedre og AutoGalleriet Aarhus er naturligvis ingen undtagelse, men vi er på vej og der er fart på bilen!
Så har du lyst, så spring på: Meld dig ind i AutoGalleriet og bliv en del af et dynamisk netværk, hvor interessen for alt spændende på hjul er omdrejningspunktet.
Velkommen til Foreningen AutoGalleriet Aarhus!
Bedste hilsner
Tidl. næstformand
Michael Flintholm